Parallelt med, at skuffelsen formentlig er ved at have lagt sig blandt Danmarks tennisinteresserede oven på tennisspilleren Holger Runes kvartfinaleexit fra French Open, har tennisspillerne i Hørsholm og Rungsted fået noget at glæde sig over.
For et par dage siden blev åbningen af Leschly Tennis Center i Hørsholm nemlig markeret. Det nye tenniscenter er hjemsted for Hørsholm-Rungsted Tennisklub (HRT) og Leschly Tennis Academy, og det er blevet til ved at udbygge det gamle klubhus og etablere en ny Center Court. Planen er, at HRT i de nye, udvidede rammer skal kunne afholde flere større turneringer.
Hele udbygningen og moderniseringen af klubhus og baner er sponseret af den erhvervsdrivende fond Leschly Tennis Foundation.
”Udvidelsen af tenniscentret er utrolig flot både i design og udførelse. Vi har fået nogle rammer, som alle vores medlemmer og gæster nu får glæde af. Centret og den nye terrasse passer utroligt flot til den nye Center Court. Med de nye faciliteter har vi fået rigtig gode forhold til det daglige klubliv og til større turneringer,” siger Niklas Rosengren, der er manager i HRT, i en pressemeddelelse fra Skou Gruppen.
Skou Gruppen har gennemført udbygningen af klubhuset i hovedentreprise fra maj 2022 til maj i år.
Leschly Tennis Foundations formål er at fremme Danmark som tennisnation på højt niveau ved i samarbejde med tennisforbund og -klubber at understøtte dansk tennissport generelt og øge den generelle interesse for sporten. Formand for fonden er Jan Leschly, der i sin egen aktive tenniskarriere i 1950’erne og 60’erne vandt en række mesterskaber og i en periode var helt oppe som nummer 10 på verdensranglisten.
Legater skal sikre synshandicappede et aktivt liv
Vi fortsætter til en anden fond, vi kun sjældent har med i Fundats’ oversigt over ugens udvalgte uddelinger, nemlig Synshandicappedes Motionsfond.
Fondens udgangspunkt er, at alle mennesker bør have mulighed for at leve et fysisk aktivt liv, og det gælder også mennesker med synshandicap. Ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Blindesamfund har fonden i over et årti givet hundredvis af mennesker den lille håndsrækning, der skal til, for at de kan leve et aktivt liv, få pulsen op og skabe relationer og netværk med både andre synshandicappede og seende.
Hvis bare jeg kan få en enkelt synshandicappet til at dyrke motion, få et aktivt liv og mærke succesen ved at klare noget, der måske virker umuligt, så er jeg meget, meget glad
Sven Mogensen – Stifter, Synshandicappedes Motionsfond
Synshandicappedes Motionsfond har netop uddelt 108.000 kroner fordelt på 17 legater.
Fonden er stiftet for egne midler af Sven Mogensen, der selv blev blind som ung. Trods sit synshandicap har han blandt andet besteget Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, stået på ski, løbet og roet havkajak.
”Hvis bare jeg kan få en enkelt synshandicappet til at dyrke motion, få et aktivt liv og mærke succesen ved at klare noget, der måske virker umuligt, så er jeg meget, meget glad. Mange synshandicappede kan få en god historie at fortælle til deres omgivelser, og hvem ved, hvor det så kan ende,” siger Sven Mogensen.
Postdocstipendier til 18 yngre forskere
Fonden i centrum for næste uddeling er markant større og noget mere eksponeret, nemlig Carlsbergfondet, der netop har uddelt bevillinger til forskningsaktiviteter på postdocniveau for samlet knap 17 millioner kroner til 18 yngre forskere.
Bevillingerne gives til forskningsophold ved udenlandske universiteter og institutioner og skal bidrage til at styrke forskernes muligheder for at indgå i internationale samarbejder og netværk til gavn for både deres egen fremtidige karriere og dansk forskning som helhed, skriver Carlsbergfondet i en nyhed på fondens hjemmeside.
Vi ved, at ophold i udenlandske forskningsmiljøer er fagligt udbytterige, og at de danner grobund for, at man fremadrettet er klædt bedre på til at opsøge og indgå i internationale samarbejder
Lasse Horne Kjældgaard – Professor, direktør, Carlsbergfondet
De 18 postdocstipendier fordeler sig på 14 internationaliseringsstipendier, tre såkaldte ’Visiting Fellowships’ på Oxford Universitet samt et postdocstipendium til gennemførelse ved Det Danske Institut i Athen.
”Vi ved, at ophold i udenlandske forskningsmiljøer er fagligt udbytterige, og at de danner grobund for, at man fremadrettet er klædt bedre på til at opsøge og indgå i internationale samarbejder. Samtidig er det personligt udviklende i en periode at henlægge sine forskningsaktiviteter til et miljø uden for sin ’comfort zone’,” siger Carlsbergfondets direktør, professor Lasse Horne Kjældgaard.
De 18 bevillingsmodtagere er udvalgt blandt 49 ansøgninger.
Fondspenge skal gøre science sjovt
Flere børn og unge får nu mulighed for at være med til øjenåbnende fritidsaktiviteter, der bringer naturvidenskab og teknologi ind i deres hverdag.
Det sker, efter at Villum Fonden netop har givet 23 millioner kroner til otte initiativer, der gør science sjovt og lærerigt overalt i fritids-Danmark – fra camps og klubber til kulturinstitutioner i det fri, skriver fonden i en pressemeddelelse.
’Science i fritiden’ er et af Villum Fondens fokusområder under uddelingsområdet ’Børn, unge og science’. I programmet støtter fonden fritidsorganisationer og institutioner, der skaber sjove og inspirerende fritidsaktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at dyrke og styrke interessen for naturvidenskab og teknologi.
”Børn og unges interesse for science bliver ikke kun stimuleret af dygtige lærere i skolen. Det er vigtigt, at de hands-on oplever, hvordan science har betydning for deres hverdag, og at de får gode oplevelser med science i fritiden – sammen med netværk og familie. De otte projekter, der nu får bevillinger, vil de næste år åbne både døre og natur for et væld af spændende science-aktiviteter for børn og unge rundt om i landet,” siger fondsrådgiver Marianne Lomholt fra Villum Fonden.
Ledere bliver rustet til samfundsudfordringer
Vi fortsætter til Købmand Herman Sallings Fond, som donerer 30 millioner kroner til Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet.
Ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus BSS på Aarhus Universitet er fondens ønske at støtte det langsigtede arbejde med at sikre relevant viden om ledelse.
Det betyder meget, at ledere på alle niveauer er rustet til deres opgaver
Jens Bjerg Sørensen – Bestyrelsesformand, Købmand Herman Sallings Fond
”Relevant viden om ledelse er til gavn for rigtigt mange mennesker. Det betyder meget, at ledere på alle niveauer er rustet til deres opgaver. Det gælder lokalt, nationalt og globalt, for det er bestemt ikke nemt at lykkes med ledelse på nogen af niveauerne,” siger fondsbestyrelsesformand Jens Bjerg Sørensen.
Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse blev takket være en donation på 52,2 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond etableret i 2018 i anledning af kronprinsens 50- års fødselsdag. Siden har centret i samarbejde med dygtige ledelsespraktikere fra hele Danmark arbejdet på at skabe og dele viden om ledelse.
Syv yngre forskere tager lederkasketten på
Det handler også om ledelse i den næste af ugens udvalgte fondsuddelingsnyheder. Lundbeckfonden har nemlig udvalgt årets modtagere af fondens fellowship-bevillinger, og det har resulteret i, at syv talentfulde, unge forskere hver modtager 10 millioner kroner til at forfølge deres forskningsprojekter og udvikle sig som forskningsledere over de kommende fem år.
Det er 17. år i træk, Lundbeckfonden uddeler fellowship-bevillinger, og der er stor interesse for bevillingerne, der skal bane vejen for, at de danske, sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer bliver styrket, og at flere unge forskere vælger at gå forskerledervejen med egen forskningsgruppe i Danmark.
Fellowship-programmet har de senere år gjort mere ud af at klæde bevillingsmodtagerne på til den lederrolle, de også træder ind i med bevillingen, hvor de skal etablere deres egen forskningsgruppe. Og det bliver vel modtaget af bevillingsmodtagerne, fortæller Peter Thostrup, der er Scientific Programme Director og ansvarlig for talentprogrammer i Lundbeckfondens uddelingsteam.
”I 2022 introducerede vi vores nye lederudviklingsprogram for fellows-holdet. Programmet blev modtaget overvældende positivt i evalueringerne, så vi har besluttet at tilbyde programmet til alle fremtidige fellows. Formålet med programmet er at forberede vores fellows til opgaven med at lede deres egen forskningsgruppe for første gang. På den måde får de mulighed for at reflektere mere over deres rolle som leder og skabe et bedre gruppemiljø, der fremmer trivsel, motivation og forskningskvalitet,” siger Peter Thostrup i en pressemeddelelse fra Lundbeckfonden.
Musikkens frivillige får et boost
Tuborgfondet styrker nu landets musikfællesskaber med knap 2,2 millioner kroner – fordelt på 30 koncertarrangører over hele landet, som får fondsstøtte til, som det hedder, ’at give frivillige et rygstød’.
Med Tuborgfondets pulje ’Musikkens Frivillige’ har musikfællesskaber kunnet søge op til 250.000 kroner til at styrke frivillighed. Puljen er på i alt fire millioner kroner.
Blandt de 30, der i første omgang er kommet gennem nåleøjet, er Radar i Aarhus, som har fået 41.500 kroner, så unge frivillige på tværs af tre spillesteder kan dele erfaringer med afvikling af koncerter. På Bornholm har Musikhuzet Bornholm modtaget 38.400 kroner til at fyre op under et netværk af frivillige.
”I levende musikfællesskaber kan unge både lære nyt og udfolde sig – på scenen og bag scenen. Vi er begejstrede for at give musikkens frivillige et boost,” siger Mikkel Sander, der er programansvarlig i Tuborgfondet, i en pressemeddelelse.
Sommerfugle skal tælles
Vi slutter ude i naturen med nyheden om, at de danske dagsommerfugle nu skal tælles.
Bag projektet står professor Toke Thomas Høye fra Aarhus Universitets Institut for Ecoscience samt biologer og sommerfugleentusiaster Anne Eskildsen og Heidi Buur Holbeck fra virksomheden Naturrådgiverne.
Projektet er støttet med knap 2,3 millioner kroner fra 15. Juni Fonden.
”Fonden er rigtig glad for, at projektet nu kan realiseres, så vi får mere viden og dermed bedre muligheder for at sikre bedre vilkår for sommerfuglene,” skriver 15. Juni Fonden i et opslag på LinkedIn.
Ud over at give mere viden om dagsommerfuglenes tilstand, er det håbet, at projektet samtidig øger det folkelige engagement i biodiversiteten mere generelt.